Ansøgning om et løb på UCIs World Tour
20.15.00-G01-2-21
Resume
Vejle Kommune ønsker blandt andet at være kendt som Kingdom of Cycling og for at vedligeholde og udbygge dette tema foreslås det, at Vejle Kommune ansøger om at blive godkendt som vært for et cykelløb på den internationale world tour. En eventuel godkendelse vil ikke være bindende. En ansøgning vil koste 100.000 kr.
Sagsfremstilling
Vejle Kommune ønsker blandt andet at være kendt som Kingdom of Cycling. Det årlige besøg af PostDanmark Rundt og i 2022 besøget af verdens største cykelløb, Tour de France, er understregninger af ambitionen og at Vejle Kommune har noget særligt at tilbyde i forhold til cykling.
For at bygge videre på ambitionen om at være Kingdom of Cycling og udbygge fortællingen herom, samt det stærke brand, foreslås det, at ansøge Den internationale cykleunion, UCI, om at godkende Vejle Kommune som vært for et professionelt cykelløb på den såkaldte World Tour. Godkendelsen vil ikke være bindende.
Ideen er, at arrangere et endagsløb i og omkring Vejle, der som nævnt tilbyder noget unikt for både ryttere, tv og tilskuere. Løbet vil være en del af World Touren, som er er den bedste internationale serie af landevejscykelløb. Serien består af ca. 36 løb.
DE FØRSTE SKRIDT
For at løfte en sådan opgave har Vejle Kommune behov for en ekstern samarbejdspartner. Det første skridt i processen vil være at der udarbejdes en kvalificeret ansøgning til UCI om at Vejle Kommune ønsker at blive godkendt som vært og arrangør for et cykleløb på World Touren. Det vil være den eksterne samarbejdspartner, der med sine kompetencer, viden og erfaring vil stå for denne ansøgning i samarbejde med Vejle Kommune. Denne ansøgning skal indsendes i oktober måned og der forventes svar i marts 2022. Prisen for denne ansøgning er 100.000 kr., som finansierer konsulentydelsen fra den eksterne samarbejdspart og en betaling til UCI for behandling af ansøgningen.
DE FØLGENDE SKRIDT
I fald Vejle Kommune modtager en positiv tilbagemelding fra UCI skal der efterfølgende afklares hvordan konstruktionen omkring løbet skal se ud. Det vil være oplagt at undersøge mulighederne for samarbejde med andre kommuner, ligesom der også i denne del af projektet vil være behov for en eller flere eksterne samarbejdspartnere, som har erfaring med sådanne store sportevents. Den samlede økonomi forventes at være ca. 7,5 mio. kr. pr. løb. Den kommunale del af denne vil afhænge af samarbejde med andre kommuner, aftale med eksterne samarbejdspartnere (og herunder sponsorindtægter) m.m. Derudover vil den kommunale opgave være forbundet med vejafspærringer, sikring af de rette tilladelser og lignende.
KOMMUNAL INTERESSE
Vejle Kommune ønsker blandt andet at være kendt som Kingdom of Cycling, hvilket engagementet i PostDanmark Rundt, DM i Landevejscykling i Give i 2021 samt startby for 3. etape af Tour de France i 2022 vidner om. Et fast world tour løb vil i høj grad bidrage til denne fortælling om Vejle Kommune – både nationalt og internationalt. Løbet vil således ikke kun tiltrække nationale og internationale turister til området, men løbet vil også blive dækket af national og international presse og blive tv-transmitteret. Et sådan tilbagevendende løb må endvidere forventes at understøtte og udbygge samarbejdet med foreninger og frivillige om, at stable store og prestigefyldte arrangementer på benene, og dermed også kunne bidrage med erfaringer frem mod DGIs landsstævne i Vejle i 2025.
I forbindelse med DM i landvejscykling i Give i 2021 var det VisitVejles vurdering, at et værtsskab for DM i landevej i 2020 vil medføre en turismeøkonomisk effekt på minimum 2.490.000 kr. Hertil skal lægges den øvrige handel. Der forventedes minimum 1.500 overnatninger alene i weekenden, dertil kommer ugerne og månederne op til afviklingen af løbet, hvor ryttere fra hele landet kom til Give for at træne på ruten.
ØKONOMI
Kultur- og Idrætsudvalgets råderum er aktuelt brugt for både 2021 og 2022. I forbindelse med det indgåede budgetforlig er de resterende midler i den centrale reservepulje disponeret for resten af 2021.
Klima og resiliensvurdering
Ingen bemærkninger.
Sagens videre forløb
Sagen skal alene behandles i Kultur- og idrætsudvalget.
Kultur- og Sundhedsdirektøren indstiller,
at | Kultur- og Idrætsudvalget beslutter om man ønsker, at sende en ansøgning afsted, og |
at | Kultur- og Idrætsudvalget anviser finansieringen. |